Personlige fortællinger om, hvordan esport forvandler liv: Mikkel Petersson

Mikkel Böhm Petersson, Slagelse 

Del 1 – Terror, tabu og trygge rammer

Gaming og esport har altid været en del af min identitet. Som skilsmissebarn i en meget dysfunktionel familie fandt jeg tilflugt fra traumatiserende oplevelser, bag skærmen. Her kunne jeg skabe et frirum fra alt kaoset, fra alle de ting udenfor min kontrol, som ødelagde mit selvværd.

I 90’erne var gaming og esport stadig meget tabu, men der var heldigvis andre entusiaster som mig, så det var altid forholdsvis nemt at finde nye fællesskaber, uanset hvad spil eller nørdet hobby man var til.

Dengang var vi færre i scenen, så at finde en gruppe der delte de samme passioner var en meget speciel ting, og alle værnede meget om de små fællesskaber.

I disse fællesskaber blev man ikke vurderet på ens udseende, eller hvad samfundets normer klassificerer som ‘succes i livet’. Her blev man vurderet på evnerne i et givent spil, på lige vilkår med alle andre. Få havde nogle fordele, men for det meste var det ‘fair game’ for alle.

Her fandt jeg en kærlighed til strategispil, eller real-time-strategy som de også kaldes, og fra så tidlig alder som jeg kan huske, har jeg altid kæmpet om at være den bedste i mit foretrukne strategispil. Det startede med Age of Empires, Warcraft og Starcraft, i en gylden alder af PC gaming. Jeg fandt også hurtig ud af at jeg havde talent for denne genre, jeg fandt et sted hvor jeg stolt og selvsikkert kunne sige jeg var mester. Jeg lå konsekvent top-100 i mange af disse spil enten i Danmark eller på verdensplan.

Desværre er der altid et liv ved siden af computeren, og mit liv blev ikke lettere af at blive teenager. Mit forhold til min mor eskalerede for alvor, da jeg blev teenager, og for første gang kunne jeg gribe hånden, som den blev slået ned mod mig. Jeg endte på gaden, fjernet fra min lillesøster jeg også var vokset op med, og måtte en kort periode bo hos forskellige venner, mens min far gjorde det muligt for mig at bo hos ham, og stadig fortsætte mit liv og mit arbejde som normalt. Denne periode af mit liv var bestemt ikke nem, og eksistentiel tvivl og selvmordstanker kom regelmæssigt.

Trods de gode intentioner fra min fars side fik jeg aldrig bearbejdet min barndom. Ligeledes havde jeg nogle hårde teenage år hvor alt bare gik galt. Jeg faldt i et hashmisbrug og medfølgende svær depression. Dette misbrug ville vise sig at vare de næste 12 år af mit liv. Et misbrug der hver dag dikterede jeg skulle ud og skaffe hash, og at jeg hver 2-3 time af hvert vågent øjeblik, skulle blive skæv for at kapere med mine nedgravede følelser.

Hashen fungerede fint som selvmedicinering, og ligesom med gaming, fandt jeg hurtigt et nyt fællesskab af andre mennesker, hver med deres historie, hvor vi kunne flygte sammen.

På trods af misbrug og så-langt-fra-stabil-hverdag-som-muligt spillede jeg stadig meget computer, og jeg blev i 2012 headhuntet af en tysk Starcraft 2 manager der så mit talent, og gerne ville finde mig og ham et sted at være, hvor vi kunne blive aflønnet og kompenseret for vores udgifter.

Sådan endte jeg først i den tyske organisation ‘Eyes on U’ og næste år i den russiske organisation ‘Incredible Panic’. Begge organisationer lønnede mig, og jeg var så heldig at have en personlig manager, der dagligt fandt kampe, gav mig replays at analysere omkring mine kommende modstandere og ellers sørger for alt praktisk.

Jeg skulle bare øve mig og spille planlagt kampe om aftenen. Livet var under omstændighederne, godt!

At køre en professionel karriere ved siden af et hashmisbrug var dog ikke nemt, og trods ellers høje ambitioner og succeshistorier i Starcraft 2, kunne jeg ikke tage det på så højt plan jeg ønskede. Ligeledes oplevede jeg hurtigt, at min drøm var blevet til monotont arbejde, og at det nu ikke var lige så sjovt at game. Jeg havde opnået mit mål, men målet var aldrig at gaming skulle være et arbejde.

Her skete der et skelsættende øjeblik i mit liv. Jeg fandt en kæreste der introducerede mig til et ‘normalt familieliv’, og jeg valgte at ville ud af mit misbrug. Dette var en lang kamp med sved, blod og tåre som vidste sig at have mange tilbagefald de kommende år, men stædig som jeg var med min esport, var jeg med dette nye mål. Jeg måtte tage flere kolde tyrkere i forbindelse med at blive fjernet fra hjemegnen, om det var en ferie, studieture eller andet jeg kunne bruge som katalysator for et stop med hashen.

Sammen med et gradvist tilbagefald til et normalt liv, med glemte følelser og problemer, dukkede en masse fritid op. En masse tid der før var dedikeret til at finde det ‘næste fix’ var nu åbent for nye projekter og interesser.

Her fandt jeg Sørby Esport, lokal nystartet esportsforening. En af de første i Danmark, der viste sig at have en stifter, som selv havde været misbruger. Min passion for esport havde jeg endnu, og mit næste mål blev at komme ind.

Planen var at starte en ‘Rocket League’ afdeling op. RTS var dødt, og jeg så et kæmpe potentiale i dette nye nichespil, der er en blanding af fodbold og bilspil.

Jeg tog fat i stifteren, Martin Fritzen, som køligt afslog mine tanker, da foreningen var for ung til at starte en ny afdeling op. Her bad jeg om muligheden for at lave et detaljeret oplæg omkring en opstartsperiode, hvilket jeg fik lov til.

Efter 14 dage leverede jeg en udførlig plan for min tid i Sørby Esport, og blev samme dag godkendt af hele bestyrelsen!

Del 2 – Sørby Esport

Som tidligere misbruger brugte jeg meget tid på filosofi og visdom, og min rejse ud af det gav mig sammen med min esportskarriere en kærlighed for personlig udvikling. Derfor så jeg mit næste naturlige spring i at sætte mig selv i en så uvant rolle, at jeg måtte synke eller sejle med mit nye ansvar. Jeg satte mig for at være teamleder for en Rocket League afdeling, som jeg på egen hånd ville bygge op fra bunden af. Som ekstremt introvert nørd med afarter af social angst, tænkte jeg det kunne være en udfordring på alle punkter, men en udfordring der stadig stemmer overens med mine ambitioner i livet.

Jeg startede med at tage inspiration fra sportsverdenen. Hvordan gør fodbold? Hvordan går badminton? Hvordan får jeg succes uden at skulle opfinde den dybe tallerken? Hvordan kunne jeg sikre mig selv, at opbygge noget som i Danmark var helt nyt og enestående, nemlig ‘online fællesskaber’ hvor vi ikke kan ses hver uge? Vi er begrænset til online meetups over programmer som Teamspeak eller Ventrilo. Hvordan får jeg styr på mange unge mennesker uden at se dem i øjnene?

Jeg startede med at annoncere hver søndag, som værende en dag med ‘fællestræning’. I starten var det for alle interesserede i Danmark, og interessen var overvældende stor. Nogle søndage blev jeg mødt med op til 30-40 mennesker, som jeg aldrig havde snakket med før, og skulle på egen hånd facilitere træningskampe på tværs af alle disse individer, og samtidig kunne overvåge alle og give personlig feedback på deres spil.

Opgaven var umådelig svær, og uden rammer og procedure for hvem der dukkede op og hvor mange, var det dømt til at fejle efter mine hensigter med projektet.

Jeg gav dog ikke op og kæmpede videre søndag efter søndag i et halvt år, indtil jeg havde en fast kerne af spillere der nød at mødes hver søndag og dyrke deres yndlingshobby. Ligesom i min barndom var denne scene også forholdsvis lille. Alle de gode spillere kendte hinanden, og derfor gjorde alle deres for at værne om fællesskaberne, også det jeg havde skabt.

Det lykkedes mig til disse søndagstræninger at lave turneringer i både 1v1, 2v2 og 3v3 (der normalt spilles i Rocket League). Jeg fik sågar lokket en tidligere professionel dansk RL spiller, FyskoKid, til at komme med en søndag og lave et live interview foran alle, hvor man kunne komme med spørgsmål.

Ligeledes lærte jeg som selvopfundet teamleder, at systemer og organisering var nøglen til at drive et fællesskab. Jeg brugte ufatteligt meget tid på denne afdeling, nogle gange 15-20 timer om ugen ved siden af fast arbejde. Men som nøden lærer nøgen kvinde at spinde, var jeg nødt til at bygge mere bæredygtige systemet op for mig selv, hvis jeg ikke skulle drukne under den massive opgave jeg stod for hver uge.

Det var ikke altid en fornøjelse under hele opbygningen at stå med ansvaret. Interessen blev ved med at stige, og alle i dansk Rocket League, endte forbi Sørby Esport og mine fællestræninger i en eller anden kapacitet. Der var så mange gange hvor det sejlede og jeg havde lyst til at give op, men lysten til at sejre og komme i mål var bare altid større, så jeg blev ved, uge for uge uden at misse en enkelt søndag.

I mellemtiden blev Sørby Esport en større og større forening med mere og mere struktur og procedure. Jeg var selv frivillig til vores første bootcamps med opsætning, oprydning og hjælp hvor end jeg kunne, da jeg godt kunne mærke, at holdet bag foreningen havde samme høje ambitioner for foreningen, som jeg havde for min afdeling.

Jeg valgte at stille op til bestyrelsen til den kommende generalforsamling, og blev til min store glæde valgt ind. Nu kunne jeg få mere indflydelse, og mere bestemmelse over foreningen, og jeg kunne gøre endnu mere, for at sikre os den bedste fremtid som Danmarks fedeste esportsforening!

Ligesom min første tid som teamleder, var min første tid i en bestyrelse også utroligt svært for mig personligt. Jeg var ikke vant til at sige min mening, og slet ikke uden at gå og tænke over tingene og et eventuelt modsvar i mange dage. Her mødte jeg udadvendte mennesker, som ikke havde noget imod en hurtig diskussion, eller som ikke havde problemer med at kapere sig socialt når stemningen blev trykket.

I min frustration begyndte jeg at spare så meget jeg kunne med andre fra bestyrelsen, og jeg købte bøger omkring bestyrelsesarbejde for bedre at forstå min rolle, og for at reflektere på mine oplevelser fra bestyrelsesmøderne.

Jeg fandt ud af på sigt, at min stemme var lige så vigtig, ikke at holde tilbage og bare at være mig selv. Ikke bare for min skyld, men for min afdelings skyld og mine spillers skyld. Det var for deres bedste jeg sad her, og for dem jeg valgte at lave bestyrelsesarbejde.

I mellemtiden begyndte Rocket League at modnes i Danmark, og jeg var så heldig at have spillere, der meldte sig som trænere og frivillige i afdelingen. Pludselig stod jeg ikke alene, men kunne langsomt trække mig lidt tilbage og lade andre lave det daglige arbejde, så jeg kunne fokusere på det overordnede og strategiske. Jeg kunne begynde at udvikle mig som en leder.

Sørby Esport gik ind i en gylden alder herfra. Som den første online esportsforening så vi efterspørgslen for online fællesskaber, og vi havde en lang række meget succesfulde afdelinger, der bommede med interesse og medlemstal. Vi fik muligheden for at mødes 3-4 gange årligt til bootcamps i Dalmose hallen, hvor vi med bus hev alle vores medlemmer hen til en weekend med venskab, udvikling og gaming.

Her stod jeg overfor min hidtil største udfordring. At stå ansigt til ansigt med min afdeling, at skulle agere leder – ikke bare online, men fysisk og foran dem.

Afdelingen var på dette tidspunkt cirka 40 mennesker, og på den ene side var det så fedt at møde alle og give dem alle en krammer, og på den anden side rædselsvækkende at have 40 mennesker stå og vente på mine retninger og ord.

Mit fokus punkt var til disse bootcamps det samme som det var online. Jeg ville gerne have vi først og fremmest havde et stærkt og solidt fællesskab, hvor vi gjorde ting sammen, og at vi var der for hinanden, og at ingen blev lukket ude eller efterladt.

Dette gjorde jeg ved altid at lave fælles aktiviteter, hvor alle havde en plads og alle kunne være med. Der blev taget afstand til kompetetive aktiviteter, hvor enkelte havde klare fordele. I stedet opfandt jeg lege i Rocket League, hvor det var fair for alle, og jeg havde også god succes med fysiske aktiviteter, hvor det ligner spil og ikke traditionel sport.

Ligeledes ville jeg gerne give dem sjov og spas og minder, som de ville beholde i mange år endnu. Jeg brugte lang tid i tænkeboks på, hvad jeg selv ville have syntes var fedt og mindeværdigt. Jeg brugte mange bootcamps på at afprøve lege og spil, på at se hvilke samarbejdsøvelser var de fedeste for hele tiden at lave min opskrift for en bootcamp bedre.

Til sidst ville jeg gerne sørge for, at alle fik noget konkret med til deres egne personlige udvikling. Dette gjorde jeg igennem spiller- og træner samtaler, der alle var individuelle med mig. Her fik jeg mulighed for en privat snak om weekenden, og for at give dem nogle ærlige ord tilbage om deres tid i foreningen.

Her oplevede jeg også til min overraskelse at spillerne selv var meget ærlige. Ikke alle mine aktiviteter var modtaget godt, og jeg fik selv konstruktiv kritik tilbage jeg kunne bruge fremadrettet.

På mit 3. År som teamleder for Rocket League i Sørby Esport oplevede jeg noget meget magisk og enestående. Noget jeg vil huske resten af mit liv og til den dag i den mest ydmyge oplevelse jeg har haft.

Udover at min afdeling var et pragteksemplar, hvor alle deltog, alle hjalp hinanden og alle støttede op omkring hinanden, begyndte spillerne selv at løfte afdelingen til nye højder, uden min indblanding. De lavede selv nye aktiviteter, hvor alle var inkluderet og ingen udeladt. De tog mit kæreste eje, mit ‘barn’ og gjorde det til deres eget. Det var ikke min afdeling mere, det var deres, og min rolle var pludseligt ikke at sætte alle retningerne, men lige så meget at lade alle modellere videre på dette ‘fællesbarn’ der var vores Rocket League afdeling.

Denne nye udvikling viste sig også i interesse for at ses ved siden af de sædvanlige LANs som NPF og GGW og til vores bootcamps. Rocket League verdensmesterskaberne kom til London, og jeg blev spurgt af nogle medlemmer om jeg ikke ville arrangere en tur.

Tjo, hvorfor ikke? Det stemte overens med alle mine værdier for afdelingen, og ville igen være noget der pressede mig til at udvikle mig yderligere.

Vi endte med at tage 8 afsted til London, hvoraf fem var under 18 som krævede adskillige skriftlige godkendelser, kopi af dåbsattest og pas fra samtlige forældre og bonusforældre til disse børn.

Hvad det endte med var en af de bedste uger i alle vores liv. En afdeling jeg selv havde skabt, med spillere jeg selv havde rekrutteret, og i et fællesskab jeg selv havde kultiveret var vi sammen til det fedeste event i Rocket Leagues historie og lavede minder sammen som vi alle vil bære resten af dette liv.

På bestyrelses siden blev jeg mere og mere involveret i vores interne strategiske arbejde. Jeg så mig selv være ansvarlig for struktur i hele foreningen og så en kæmpe udvikling i mig selv igennem vores faste bestyrelsesmøder. Når man kommer fra så langt et misbrug, med et underudviklet følelsesregister var det en lang proces at finde ro i en bestyrelse, men det var også en nødvendig del for mig at acceptere min plads på lige fod med alle andre, og at se at min værdi var på lige fod med alle andre og nogle gange større end jeg gik og troede.

Ved siden af mit frivillige erhverv i Sørby Esport havde jeg i mellemtiden skiftet erhverv. Jeg var uddannet kok og havde igennem en stresset elevplads godt set hvor skadelig en branche det var, men ikke fundet en anden levevej i livet. Jeg endte i en køkkenchef stilling på forskellige kroer pga min erfaring fra Sørby Esport, men endte i sidste ende med at gå ned med stress i en periode og helt fravælge den branche.

Jeg skulle ikke arbejde med mad, jeg skulle dog arbejde med mennesker, med udvikling og med esport.

Del 3 – Fremtiden

I Sørby Esport var vi blevet så privilegeret at have mulighed for at begynde at ansætte, og sammen med et nyetableret esportcenter i Slagelse centrum, åbnede næste kapitel op for foreningen. Her blev mit hårde arbejde i foreningen for alvor anerkendt, da jeg blev tilbudt stilling som Centerleder for vores esportcenter.

Lykkelig over at være anerkendt, og få mulighed for at arbejde med min store passion sagde jeg ja til stillingen, og dermed det næste store kapitel i mit liv.

Vores esportcenter har 40 computer, og der går cirka 120 faste medlemmer i centret. Derudover er der dagligt skolehold og dagtilbud der benytter centret og om aftenen er der oldboyshold og magic the gathering undervisning. Her fik jeg muligheden for at arbejde med nye arbejdsområder, og være tættere på vores formand Mark, som hidtil stod alene med alle sponsor- og partneraftaler.

Igennem dette job måtte jeg også sige farvel til Rocket League afdelingen. Pludseligt kunne jeg ikke kapere mere, og som man ofte oplever ved frivilligt arbejde, er det vigtigt at kunne sige fra. Afdelingen begyndte at gå langsomt i forfald under min manglende tilstedeværelse, men til mit store held, var der mere end en håndfuld mennesker klar til at køre afdelingen videre under mine værdier og mine principper.

Dette var en utrolig hård beslutning, da jeg aldrig havde forestillet mig at give afkald på mit ‘barn’ som havde beriget mig så meget. Samtidig var det en unik mulighed og en selvfølge at jeg skulle takke ja til det. Her fik jeg muligheden for at ‘tjene Sørby Esport’ endnu mere, og endnu bedre. Spillerne som jeg hidtil havde gjort alt for, hjalp jeg stadigvæk, bare på nye måder.

Når døre lukkes, åbnes der for nye. Jeg havde sat et navn i Dansk Rocket League, og flere og flere tog henvendelse hvis de søgte sparring eller hjælp til Rocket League turneringer. Det var utroligt privilegeret en oplevelse at blive ‘headhuntet’ for anden gang i mit liv. Jeg var så heldig at stå for en kæmpe turnering hvor skaberne af Rocket League, Psyonix, stod bag finansielt. Jeg gik til Copenhagen Flames og sammen lavede vi en nordisk turnering: Ember Series, som blev en anerkendt turnering hvor man kunne kvalificere sig til verdensmesterskaberne.

Derudover fik jeg rollen som Head Admin på en række projekter, heriblandt YouSee Esportligaen der gerne ville prøve kræfter af med RL. Her fandt jeg casters, lavede regelsæt, reklamerede og afholdte en 9 måneders lang liga der viste sig at bane vejen for fremtidig Rocket League i Danmark.

Ved siden af min tid i Sørby Esport havde jeg mistet interessen for gaming, men fundet en ny interesse i et område så fjernt og alien for mig som overhoved muligt: Fitness.

Jeg havde prøvet Crossfit af nogle uger, og så hurtigt at dette appellerede til mig. Det var hurtigt og kompetetiv. Det gjaldt om at være den hurtigste og stærkeste. Der var fart på og ingen træninger var ens. Det var perfekt! Her kunne jeg ‘nørde’ omkring min udvikling på nye måder, og så fysisk for engang skyld. Jeg fandt det høje tempo nærmest meditativt, da man bare skulle fokusere på at gøre tingene hurtigt og teknisk korrekt.

Den dag i dag dyrker jeg crossfit og bodybuilding 1,5 time hver dag og jeg deltager i nationale konkurrencer med drøm om internationale konkurrencer. Crossfit er blevet min helt store passion i livet og en passion jeg går meget op i.

Jeg bruger meget af min fritid på at efteruddanne mig indenfor kostråd og kosttilskud. Vi lever i en ekstremt globaliseret verden hvor ‘biohacking’ er blevet meget populært. Hvordan ‘hacker’ vi kroppen til at præstere så godt som muligt? Til at være så sund som muligt og til at leve så længe som muligt?

Jeg har udskiftet computeren med en vægtstang, og fundet det samme fællesskab, de samme mennesker, og den samme nørderi som tidligere, bare i helt nye former og farver.

Denne rejse har været utrolig at gå igennem, og jeg ser nu frem til nye rejser og ændringer med et smil på læben. Jeg kender min værdi og ved hvad jeg kan udrette hvis jeg sætter mig selv for det. Jeg har et stærkt etisk kompas og principper og har udviklet en utrolig stor empatisk sans.

Samtidig kender jeg meget til mine svage sider, og hvad jeg skal undgå at arbejde med, men jeg ved også at mange af mine dårlige sider kan arbejdes med og forvandles til noget andet. Jeg ved at man kun kommer langt med hårdt arbejde og at fejle er en naturlig del i at sejre. Når jeg starter op på noget nyt, forventer jeg at fejle, og forventer at jeg hiver mig selv op og fortsætter, igen og igen, indtil jeg lykkedes.

Jeg er næstformand i Sørby Esport og er en essentiel del i foreningen fremtid sammen med andre dygtige ildsjæle. Jeg lever min drøm hver dag, og jeg kæmper for den hver dag.

Jeg står aldrig op og ønsker jeg var et andet sted. Jeg kan for første gang i mit liv sige jeg oprigtigt elsker mit liv på godt og ondt.

Martin Fritzen

Martin Fritzen. Esport konsulent, forfatter og foredragsholder. Jeg formidler, hvordan organiseret esport i sunde rammer, forvandler mennesker.

Kontakt

• Telefon: 5193 1107
• Email: martin@martinfritzen.dk