Personlige fortællinger om, hvordan esport forvandler liv: Stina Greve

Esporten der ændrede en hel familie 

 Mennesket er som udgangspunkt et socialt væsen og både børn og voksne har brug for at føle den tryghed man får i et fællesskab. De fleste forældre ønsker derfor nok også at deres børn har venner og er sociale i fx en sportsgren eller med en hobby. Men hvad så hvis man bare ikke kan finde det fællesskab og den hobby der giver det sociale løft?

For vores søn Tristan (12 år i 2021) var dette en realitet. Men selvom omdrejningspunktet heri er Tristan, så handler dette også om forandringen af en hel familie.

I 2. klasse, hvor de fleste børn leger og har venner med hjem, havde Tristan svært ved at indgå i sociale fællesskaber, både i skolen og uden for skolen. Det var ikke modvilje, heller ikke manglende lyst. For Tristan handlede det mest af alt om at han ikke kunne finde sig til rette i de sportsgrene eller fritidsaktiviteter som klassekammeraterne gik til.

Vi oplevede i denne periode en dreng som var indelukket om som havde et stort behov for hele tiden at lave noget sammen med familien. Så som forældre forsøgte vi os med nærmest alt, herunder håndbold, fodbold, golf, friluftsliv og musik, for at igangsætte et fællesskab med jævnaldrende. Følelsen både hos os som forældre oh hos Tristan, var at han simpelthen ikke passede i den kasse som man gerne ser børn i hans alder være i.

Tristan fortalte ofte at det var svært når de andre fortalte om håndboldkampen i weekenden eller fodboldtræningen lørdag formiddag. Han havde en oplevelse af ikke at have noget at bidrage med, for hvordan kan man snakke fodbold, hvis man ikke spiller det. Første reaktion for os som forældre var at vi tog en tørn for venskaberne og det blev både til shelterture og biografture med drengene i klassen. Det hav helt klart noget på den sociale konto, men ingen tvivl om at Tristan i den grad savnede et tilhørsforhold i form af et fællesskab med fælles interesser.

I slutningen af 2. klasse er der ingen sportsgrene hjemme og nok ret stereotypt vil nogle mene, begynder Tristan at game – først Roblox, senere Minecraft og slutteligt Fortnite. Til at starte med spiller han meget alene, eller med nogen der er online og vi får den frustration en del forældre nok får når deres børn starter med at game. Tanker som: bliver han nu mere isoleret, tyk, aggressiv eller dårlig i skolen. For det er jo bare chips, energidrikke og mørke kældre der passer på beskrivelsen af en gamer.

Fortnite giver Tristan mod på livet, nu taler han med børn fra hele Danmark og måske derfor får han lyst til at fortælle sine klassekammerater om det han spiller. Interessen begynder for alvor at tiltage i klassen og snart spillere næsten alle drengene i klassen. De begynder at snakke sammen og aftale i skolen, at de skal mødes online og spille. Herhjemme oplever vi Tristans mod, selvstændighed og glæde vokse.

Vi tænker derfor hvorfor ikke lave et LAN for drengene i klassen og i en mørk kælder med pizza og simple borde og stole kommer hele drengeflokken hjem til Tristan og spiller, helt til kl. 23. Efter en sommerferie med masser af gaming og et nyt spil på computeren, tager Tristan i skole og beskriver for klassen at han nu har fået Counter Strike (CS). Vennerne og klassekammeraterne synes det er fedt og de udviser i den grad stolthed da Tristan udvælges til at være pokalbærer til Dreamhack (et stort esports event), sammen med Get_Right. Oplevelsen er da også en der ændrer både Tristan og os, og vi snakker stadig om den – den dag i dag. For det er netop præcis denne dag, der giver Tristan den endelig selvtillid og drive til at tro på sig selv. At stå på en stor scene foran så mange mennesker med et ikon – en rollemodel inde for esport og møde så mange esportsstjerner der gav ham et klap på skulderen (han var 11 år dengang), var det kærlige spark bagi han og vi havde brug for.

Med alle de fantastiske mennesker vi mødte på dagen, endte vi med at tænke, at det der esport i den grad gjorde at Tristan i hvert fald skulle være professionel og leve af at spille Counter Strike. Der er tidligt at vide hvad man vil, ikke desto mindre er drømme det stof vi er gjort af.

Efter oplevelsen ved Dreamhack games der hele tiden i kælderen og opbakningen fra forældrene øges, de fleste synes det er godt for klassen og sammenholdet og at de mere- eller mindre alle har fundet en fælles interesse. Ud af alt hyggen med vennerne, ender fem af drengene, herunder Tristan, med at danne deres eget Counter Strike hold. De designer logo, laver discord server, finder navn. Det er ikke kun setup-pet der er sejt, for vi forældre kan godt fornemme at drengene er gode.

Vi beslutter at vi gerne vil støtte op om deres hold, selvom de kun er 11 år gamle, så vil vi gerne til turnering med dem. Men vi finder hurtigt ud af at det er en jungle uden lige. For de er for unge til det ene, for uerfarne til det andet og vi vil også gerne hold hånd i hanke med dem. Der er kun en brugbar og langsigtet løsning, at vi danner en esportsforening hvor de kan træne og gå til turnering. Problemet er bare at i Faaborg med 6800 indbyggere findes dette tilbud ikke. Måske er det tiden, som tidligere iværksætter og natklubejer der gør, at vi sammen med tre andre forældre, gør at vi tør tage springet og danner en esportsforening. Faaborg Esport.

I maj 2019 etableres Faaborg Esport. Men det kommer bag på os, hvor stor efterspørgslen er. Vi tæller 60 medlemmer, fordelt på 3 forskellige spil (jan. 2021). Man kan måske tro, at vi ingen betænkeligheder havde, når vi med så lidt erfaring sprang ud i så stort et projekt – men vi havde mange betænkeligheder. Ville Tristan syntes det var pinligt at hans forældre var frontfigurer? Ville hans venner accepterer det? Hvordan ville og kunne vi sikre os, at det faktisk stadig var et socialt fællesskab både for Tristan men også for de andre børn og unge. Børn og unge som måske præcis som Tristan, aldrig har eller havde følt et tilhørsforhold til de gængse fællesskaber. Men en masse af disse betænkeligheder blev gjort til skamme, for da vi startede træning i vores lokaler i november 2019, startede intet mindre end 7 af 9 drenge fra Tristans klasse til esport.

I et interview lavet til åbningen af Faaborg Esport blev Tristan spurgt, hvad han tænkte om det at være i foreningen med sine forældre – og til det svarede Tristan: ”at der nok var mange der gerne ville have at deres forældre gad det samme som os”.

Dette blev motivation for at gå videre med projektet og i esport i al dens herlighed. Driften af foreningen varetages i dag af far som bestrider formandsposten, samt træner 3 hold i foreningen. Mor som både er medlem, ansvarlig for sociale medier, turneringsansvarlig og Youtuber med egen kanal: ”Gamermom3110”, der formidler indhold til forældre. Tristan går til esport mandag og onsdag og er hjælpetræner på begynderholdet om torsdagen, samt spiller kamp hver lørdag i eSportligaen. Lillesøster er før jul startet på vores nyoprettede hold for piger, her spiller hun med fire andre piger. De spiller en masse forskellige spil, samtidig med at de nedbryder fordommene om at det kun er drenge der går til gaming og esport.

Det er gået op for os, at tiden før esport var præget af opdeling i vores familie. Drengene der tog i skoven og pigerne som shoppede – eller omvendt. Vi havde svært ved at finde det fælles uden for de daglige og sure pligter og mest gik vi med en bekymring om, hvordan det skulle gå Tristan. For som alle andre forældre ønsker vi kun en ting: at vores børn er glade og lykkelige.

Selvom vi egentlig havde en glad dreng, så krævede det ikke det store at forstå, hvad det gør ved et barn når dette føler sig ekskluderet eller ikke er en del af det store billede, et fællesskab. Uanset om det er en reel følelse, så gør det intet godt for selvværd og selvtillid – og som skrevet indledningsvist – ligger der noget evolutionært i at være en del af et fællesskab, en klan, en gruppe eller en forening.

At vi skabte Faaborg Esport forening og hele familien blev medlem har gjort godt. For Tristan har det været en udvikling vi ikke ville være foruden. At se hans forvandling til den han er i dag og den han blive fremadrettet. Vi har ofte tænkt, hvor han og vi ville være i dag, hvis ikke en tilfældig dag i 2. klasse havde tjekket ind på Tilted Towers i Fortnite. Hvordan ville hans fritid være, hvis han ikke øvede aim (sigte) i Counter Strike og hvad ville dagene gå med, uden alle Face-It kampene på hans computer?

Svarene må stå i det uvisse, og en opfordring kan vi dog viderebringe og det er: Tag dig tid til at sætte dig ind i dit barns verden, uanset om det er esport eller skak eller svømning eller fodbold. Vis dem at det de elsker, også betyder noget for dig – blandt andet ved at være med til kampe – se de programmer de ser om esport og vær den støtte der giver dem god ballast videre i livet.

En ting er sikkert, vores møde med esport har helt sikkert ændret alt og måske lyder det flot at skrive at det har ændret ens liv – men det har det. Vi har fundet det gode vi kan være fælles om: vi er sammen om esport, ser kampe i tv, følger med i alt der har med esport, særligt Counter Strike at gøre. I dag er Tristan 12 år (jan. 2021) og har rollen: ”IGL, In game leader”, på holdet, der lige er rykket op. Holdet har desuden været med i flere ligaer og turneringer og træner hårdt for at blive blandt de bedste.

Når vi spørger Tristan, hvad han mener esport har givet ham, nævner han:

• Venner
• Fællesskab
• Oplevelser
• Tro på mig selv
• Mod på nye udfordringer
• Blevet bedre til Counter Strike

Det var afslutningen på vores fortælling og rejse ind i esportens verden – måske tilfældig, men ikke desto mindre med masser af glæde, nærhed, nye fællesskaber og sammenhold i vores familie.

Familien Greve

Thomas, Tristan, Stina og Silja.

Faaborg Esport

Martin Fritzen

Martin Fritzen. Esport konsulent, forfatter og foredragsholder. Jeg formidler, hvordan organiseret esport i sunde rammer, forvandler mennesker.

Kontakt

• Telefon: 5193 1107
• Email: martin@martinfritzen.dk